"Desuden synes jeg bøjet rakt frem (ligeud med bøjning) er en mærkelig unaturlig øvelse."
- Det er jo en stor filosofisk diskussion i sig selv, hvad der er "naturligt", og hvad der er "u-naturligt". Det hører jo egentlig slet ikke hjemme i en tråd om Katrin Wallbergs rigtig gode bog. Men jeg er alligevel nødt til at udfordre den bagvedliggende tanke, jeg synes, jeg aner i Ingers bemærkning", at "naturligt" associeres til "godt", mens "unaturligt" associeres til "dårligt".
Jeg har gjort og gør mange u-naturlige ting ved mine heste. De bliver jævnligt udsat for at skulle bære rundt på mig, skønt deres rygge slet ikke er konstrueret til det. De får kapsun på næsen, bid i munden, to af dem bærer jernsko, én af dem (den blinde) bliver lukket ind i en boks om natten. (Den blinde er i sig selv én kæmpe u-naturlighed, som klarer sig takket være sine faste, handcapvenlige rammer og sin "førerhund" under ridning. Skulle det være rigtig "naturligt", var han nok forlængst vadet igennem et el-hegn og ud foran en bil.)
I det øjeblik man begynder at arbejde med hesten med det mål at gøre den til ridehest, begynder man at kultivere den, og man bevæger sig længere og længere væk fra det "naturlige". Man lærer hesten at stå, når man ønsker det, skønt der kan være situationer, hvor hestens natur siger "løb": Man lærer den at gå roligt hen ad vejen, selvom motorkøretøjer fræser forbi. Her på Amager lærer vi hestene at gå langs stranden, selv om luften og vandet er tyk af kitesurfere, som hesten naturligt selv ville vælge at snurre rundt på hoven og spurte på sikker afstand af!
Man lærer hesten at kunne sænke hovedet og stole på menneskets overblik. Man lærer den at kunne slappe af i ryggen, selv om dens naturlige reaktion på at få et menneskes vægt på ville være at forkorte rygmusklerne.
Nogle bruger som ridefilosofi, at de til enhver tid vil holde hesten u-bøjet, og at det er vejen til at opnå en symmetrisk hestekrop. For mig med årelang baggrund i Mensendieck-gymnastikken er det logiske ved Branderups fremgangsmåde, at man bevidst arbejder med hestens to sider. Man udspænder og smiddiggør hhv. forkorter og styrker muskler og sener, så man - alt efter talent og træningsindsats - ender med en symmetrisk hestekrop.
Om man beder en hest om at stå stille, når dyrlægen tjekker dens tænder og smeden løfter dens hove, eller man beder den om at gå roligt, når en bus halser tæt forbi i max.hastighed for at overholde køreplanen er samme sag. Man beder hesten om noget, den ikke selv ville have valgt at gøre, men har man gjort sine forberedelser godt og trænet hesten til at kunne honorere de krav, man stilller, er det "unaturlige" ikke en dårlig, men en hensigtsmæssig ting.
Ligesådan med gymnastikken: Om man beder hesten forkorte musklerne i én side og slappe af og lade sig strække i den anden side på et buet eller et lige spor er samme forespørgsel, samme signalgivning. Det ene er vanskeligere end det andet, men målet er, at signalerne virker, uanset rideretning.
I pædagogisk henseende introduceres hesten bedst til udstrækning og bøjning på et buet spor, men igen: Det er hensigtsmæssigt i forhold til gymnasticeringen, at ligeudretning genem bøjning også virker på et lige spor. Så har man også mulighed for at fortsætte sin træning i skoven
(Om skoven er mere "naturlig" end ridebanen er så igen diskutabelt, skovene er efterhånden også temmelig kultiverede...)
Tanja